Ansøg via jobannoncørs hjemmeside Børnehjælpsdagen
Styrker anbragte børn og unge hver dag
Aktivitetsleder i EMPOWER4U – et styrkeforløb for unge med anbringelseserfaring (1-årigt vikariat).
Vil du gøre en mærkbar forskel i udsatte unges liv?
Elsker du at have direkte kontakt med unge – og at inspirere og motivere dem? Har du lyst til at være en del af en ambitiøs og evidensbaseret indsats, hvor du arbejder for og med unge, faciliterer forløb og camps – og er med til at stå for koordinering og udvikling af projektets mange delelementer?
Vi tilbyder
Hos Børnehjælpsdagen bliver du en del af en engageret organisation i rivende udvikling, hvor ambitionen om at skabe bedre livsvilkår og trivsel for anbragte børn og unge er en fælles drivkraft. Vi er i en spændende fase med vækst, nye kollegaer og fælles udviklingsprocesser. Derudover er der sket det lykkelige, at en af vores kollegaer skal have en lille ny og derfor skal på barsel.
Du bliver en del af en arbejdsplads, hvor vi har en høj grad af samarbejde, fleksibilitet og empati. Vi hjælper hinanden med både stort og småt, griner sammen og arbejder mod fælles mål. Vi lægger vægt på et stærkt arbejdsfællesskab og håber, at du trives i et miljø præget af forandring og løbende udvikling, og hvor der både er store ambitioner, høj faglighed og plads til at lære undervejs.
Om stillingen
Vi søger en aktivitetsleder for EMPOWER4U, som er et længerevarende styrkeforløb målrettet anbragte unge i alderen 15-23 år. Gennem camps, hvor kropsbaseret læring, det positive fællesskab og mentorskab er i fokus, styrkes deres livsmestring, relationer og overgang til voksenlivet. Læs mere på vores hjemmeside her.
Som aktivitetsleder, har du sammen med teamet det overordnede ansvar for at afvikle ungeaktiviteter og rekruttere unge til forløb. Derudover er du med til løfte de samlede opgaver i teamet, som også indebærer bl.a. håndtering af årshjul, processtyring, leverancer til kommuner, facilitering på camps, koordinering og sparring med frivillige samt tæt kontakt til de unge deltagere og deres nærmeste kontaktpersoner. Du refererer til programlederen.
Du kommer bl.a. til at:
- Være tæt på de unge – ift. rekruttering, motivation, screening, fastholdelse og sparring.
- Planlægge og facilitere camps, tjek ind-dage og mentorforløb.
- Koordinere med og supervisere frivillige mentorer. Vi samarbejder med eksterne aktører omkring mentormatch til de unge. Du vil være tovholder på disse samarbejder.
- Være ansvarlig for EMPOWER-dage – planlægning, invitation, afvikling og evaluering – som er endagsarrangementer for unge i målgruppen.
- Holde oplæg for kommuner, børne- & ungehjem, fonde og samarbejdspartnere om EMPOWER4U indsatsens målgruppe, metode og effekt.
- Have ansvar for administrativ projektstyring – herunder udgifter, udlæg og dele af afrapporteringer.
- Samarbejde tæt med resten af EMPOWER4U-teamet og bidrage til løbende kvalificering af indsatsen.
- Udarbejde skriftligt materiale om indsatsen, som kommunikationsafdelingen kan drible videre med.
Du behøver ikke have flere års erfaring, men vi leder efter en, som:
- Har relevant uddannelse, fx indenfor socialt arbejde, undervisning eller pædagogik
- Har erfaring i arbejdet med ungemålgruppen – gerne unge i udsatte positioner
- Har stærke formidlingsevner – og kan lide at ”være på” overfor både unge, fagfolk og samarbejdspartnere
- Har lyst til at stå på en scene og inspirere og motivere målgruppen til at tage styring i eget liv
- Er empatisk, relations-stærk og god til at skabe trygge rammer
- Har flair for koordinering og planlægning
- Kan navigere i perioder med spidsbelastning og trives med at “gøre det, der skal til”
- Har kørekort (ikke nødvendigvis egen bil)
Det er en bonus, men ikke krav hvis du har:
- Kendskab til positiv psykologi, Kolb’s læringsmodel eller True North-metoder
- Erfaring med facilitering, sceneformidling eller undervisning
- Erfaring og kendskab til projektstyring, fondsarbejde og afrapportering
- Stærke evner indenfor ungedeltagelse og medinddragelse, medbestemmelse og kommunikation
Lyder det interessant?
Send din ansøgning og CV via Jobindex’ ansøgningsportal hurtigst muligt her og senest d. 17. maj 2026
Vi forventer at holde 1. samtaler d. 22. maj og 2. samtaler d. 26. maj. I forbindelse med 2. samtale vil der være test og en case.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte konst. programleder Malene Thackrah på 2890 4388 eller mst@bhd.dk
Stillingen er på 31-37 timer ugentligt (efter aftale) og vil som udgangspunkt være et 1-årigt vikariat. Lønniveau er sat efter en professionsbachelor med 1-3 års anciennitet. Ansættelsesstart er hurtigst muligt og senest d. 1. juli 2026. Arbejdspladsen er Børnehjælpsdagens sekretariat på Prags Boulevard 49E, opgang 10, 4. sal, 2300 København S. Der vil være rejseaktivitet forbundet med stillingen samt en del aktiviteter i weekender og ferier, men til gengæld også stor fleksibilitet den anden vej og mulighed for afspadsering.
OBS: det er en forudsætning for ansættelse, at du kan deltage på sommercampen i uge 28 i 2026.
Vi ser frem til at høre fra dig!
Om Børnehjælpsdagen
Børnehjælpsdagen er en børneorganisation med 122 års erfaring i at styrke livskvalitet, fællesskaber og muligheder for anbragte børn og unge. Vi arbejder hele året rundt for at give anbragte børn og unge en tryg adgang til relationer, traditioner og gode oplevelser, der giver livsglæde, livsmod og håb for fremtiden. Det gør vi gennem forskellige en-dagsaktiviteter, camps, længerevarende styrkeforløb og uddelinger. Vi ser hvert år flere tusinde børn og unge i vores indsatser og kan se, at vi gør en vigtig forskel i børnenes liv. Vi oplever stor efterspørgsel på vores aktiviteter – og har en ambition om at nå endnu flere på sigt.
To apply for this job please visit www.jobindex.dk.