Generation Hope
Vil du være med til at bringe unges håb for fremtiden til live?
Generation Hope har udviklet metoden Kærlighedsbreve til Fremtiden, som har til formål at styrke relationen til fremtiden både individuelt og kollektivt. Vi har indsamlet over 4.000 Kærlighedsbreve til Fremtiden fra unge og børn i Danmark, og med støtte fra Nordea-fonden skal vi frem mod marts 2029 indsamle yderligere 15.000 breve fra unge i alderen 14–25 år over hele landet.
Kærlighedsbrevene er skrevet i hånden på papir. Med kruseduller, overstregninger og tegninger. Nogle er foldet sammen, nogle er krøllede, og nogle er sågar lavet til origami. Disse Kærlighedsbreve til Fremtiden skal digitaliseres, transskriberes og kategoriseres. Så de kan skabe fundament for videre formidling af unges fremtidshåb. Og det har vi brug for din hjælp til!
Dine opgaver:
Det bliver din opgave at overføre de fysiske breve til digitale versioner. Dine primære arbejdsopgaver er derfor at:
- fotografere breve
- arkivere billederne digitalt på en systematisk måde
- transskribere de håndskrevne breve
Der kan også blive tale om andre relaterede opgaver, hvis det bliver relevant. Det kan for eksempel være at hjælpe projektleder med rapporter eller andre opgaver, der bygger på analyser af Kærlighedsbreve til Fremtiden.
Vi forestiller os at du:
- trives med rutineprægede opgaver
- kan lide struktur, orden og systemer
- er god til at bevare overblik over store mængder data
- arbejder selvstændigt og tager ansvar for dine opgaver
- har mod på at tage initiativ, når det er nødvendigt
Det er ikke vigtigt, hvilken uddannelse du læser. Det vigtigste er, at du kan se dig selv i rollen, og at du har lyst til at være en del af arbejdet.
Vi tilbyder:
- et uformelt og socialt arbejdsmiljø
- fleksible arbejdsrammer, der kan tilpasses dit studie
- erfaring med digitalisering, transskribering og strukturering af store datamængder
- indsigt i arbejdet i en mindre NGO
- mulighed for at bidrage til et meningsfuldt projekt med unge og fremtidshåb i centrum
Praktiske oplysninger:
Stillingen er på 15 timer/ugen
Vi kan tilbyde 150 kr/timen.
Arbejdsstedet er på Generation Hopes kontor på Sankt Peders Stræde, København K. Der er mulighed for hjemmearbejde.
Om Generation Hope:
I Generation Hope træner vi evnen til at håbe og forestille os de fremtider, vi har lyst til at leve i. Vi indsamler håb og skaber visioner for fremtiden, der kan blive til konkret handling. Både individuelt og kollektivt.
Organisatorisk er Generation Hope en demokratisk organiseret ikke-erhvervsdrivende forening, støttet af Nordea-fonden samt af medlemsskaber og samarbejder.
Vi har eksisteret siden 2023 og har afholdt workshops med over 5.000 unge og indsamlet det vi kalder Kærlighedsbreve til Fremtiden fra over 4.000 unge. Over de næste tre år skal vi afholde workshops for yderligere 15.000 unge.
Vi består af Håbenetværket, en rådgivergruppe, en bestyrelse, to fuldtidsansatte samt to studentermedhjælpere – hvoraf du vil være den ene af dem.
Ansøgning:
Send din ansøgning og CV til stella@generationhope.dk med emnefeltet “Studentermedhjælper til Kærlighedsbreve til Fremtiden”.
Send din ansøgning senest 10. august. Vi holder herefter samtaler og forventer at opstart vil være slut august.
Vi leder ikke efter perfektionisme, men efter en, der har lyst til at være med til at sprede håbet sammen med os <3
Vi glæder os til at høre fra dig!
To apply for this job please visit generationhope.dk.