HomeJobFrivilligleder til Landsforeningen Spor

Frivilligleder til Landsforeningen Spor

  • Fuldtid
  • Odense
  • 20. marts 2026

Frivilligleder søges til Landsforeningen Spor (Fuldtid)

Kan du støtte vores frivillige i deres arbejde samt skabe gode og klare organisatoriske rammer for det frivillige arbejde i Spor? Vi søger en erfaren frivilligleder, som har lyst og evne til at lede og inspirere frivillige ildsjæle og udvikle frivilligområdet i Spor.

  • Du skal stå i spidsen for fastholdelse og rekruttering af frivillige samt udvikle frivilligområdet i samarbejde med aktive medlemmer, bestyrelse og ansatte
  • Du skal skabe trygge og tydelige rammer, der understøtter de frivilliges egne initiativer på en bæredygtig måde
  • Du vil skulle samarbejde med frivillige, som i forskellig grad lever med senfølger efter seksuelle overgreb, og sikre gode og trygge rammer for deres virke.

Spors lokale frivillige skal støttes og have sparring til deres lokale arbejde. Hjælpen kan være i forbindelse med planlægning, budgetlægning og afrapportering, f.eks. i forbindelse med §18-ansøgninger. Spors frivillige skal tilbydes opkvalificering og et frivillig-fælleskab igennem tværgående landsdækkende kurser og netværk.

Som frivilligleder skal du samtidig være projektleder for afprøvning af et helt nyt pilotprojekt: ”Walk & Talks i naturen” i samarbejde med TrygFonden. Formålet med projektet er at udvikle en metode, der kan bryde social isolation, reducere angst- og stresssymptomer og skabe trygge fællesskaber. Du skal stå i spidsen for, at der uddannes frivillige guides i 3 lokalafdelinger, så de kan afholde naturbaserede walk & talks for voksne med senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen.

Hos os er det et selvstændigt mål, at voksne med senfølger efter seksuelle overgreb har mulighed for at være frivillige. De bidrager med stærke kompetencer, værdifulde erfaringer og et stort engagement. For dig som frivilligleder vil det betyde, at der kan opstå perioder med personlige eller relationelle udfordringer hos og imellem de frivillige. Det kræver derfor, at du som leder kan agere traumebevidst i dit arbejde, og være med til at skabe trygge og tydelige rammer, sætte sunde grænser og navigere sikkert i relationelle spændinger. Du skal være indstillet på at tage ansvar for svære samtaler, og du skal kunne håndtere konflikter med både respekt, tydelighed og omsorg.

Du bliver samtidig en del af et engageret sekretariat, hvor vi hjælpes ad om tingene i en til tider travl og omskiftelig hverdag. Vi lægger vægt på, at Spor er et fælleskab, hvor vi sammen løser både de små og de store opgaver, og derigennem lykkes med Spors formål.

Vi forventer at du:

– Har erfaring med frivilligledelse fra andre NGO’er eller job med lignende målgrupper
– Har organisatorisk talent og evnen til at omsætte en idé til praksis
– Har erfaringer med projektledelse og afrapportering
– Har gode kommunikative evner, både i skrift og tale
– Er god til at rammesætte, støtte og inspirere
– Trives i både at arbejde selvstændigt og indgå i forpligtende samarbejde med frivillige og kollegaer
– Er åben og nysgerrig på andre mennesker, deres erfaringer og perspektiver og har blik for deres unikke ressourcer og kan bringe alle disse positivt i spil
– Er opsøgende og opmærksom på at alle bliver set, også dem der ikke råber højest.

Vi ser gerne, at du:

– Har gode It-kompetencer med kendskab til Office365
– Har erfaring med budgetlægning og økonomistyring 
– Har kendskab til senfølgeområdet og seksuelle overgreb
– Har kendskab til traumer, traumereaktioner og Traume-Bevidst Tilgang.

Vi kan tilbyde dig:

  • At være med til at gøre en reel forskel for voksne, der har senfølger af seksuelle overgreb i opvæksten
  • At være en del af en forening med ansatte og frivillige kollegaer, der brænder for senfølgeområdet
  • At blive en del af en forening i rivende udvikling og med højt til loftet
  • Faglig sparring med kollegaer i København og Odense
  • Fleksibel arbejdstid med mulighed for hjemmearbejde ved behov
  • Mulighed for faglig supervision
  • Et varmt og dynamisk miljø med interesse for faglig, samfundsmæssig og personlig udvikling. 

Tid og opstart:

Ansættelse fra den 1. maj 2026 eller hurtigst muligt derefter.

Løn og ansættelse:

Stillingen er på gennemsnitligt 37 timer om ugen. I forbindelse med møder, arrangementer og rejseaktivitet skal der påregnes aften- og weekendarbejde.

Lønnen er kr. 38.941 + pension og ferietillæg.

Ansættelsen er efter Funktionærloven og Ferieloven, stillingen er ikke omfattet af en overenskomst. Som udgangspunkt er arbejdstiden inden for dagtimerne i hverdage. Du skal dog være indstillet på, at der i perioder vil være aften- og weekendarbejde. Der må desuden påregnes en del rejsetid i stillingen, da møder, netværk og lokale aktiviteter er bredt fordelt i hele landet.

Der udbetales ikke arbejdstidsrelaterede ulempetillæg, men du får stor indflydelse på planlægningen af arbejdstiden.

Arbejdssted: 

Kongensgade 72, 1., 5000 Odense.

Der må dog påregnes op til 30 ”rejsedage” om året med arbejdsdage rundt om i landet hos de forskellige lokale frivillige og på vores kontor på Frederiksberg.

Ansøgningsfrist og samtaler:

Vi skal have din ansøgning senest fredag d. 20. marts kl. 12.00.

Send en motiveret ansøgning, CV, samt evt. bilag til job@landsforeningen-spor.dk, mærket: ”Frivilligleder”.

Ansættelsessamtaler afholdes i Odense i uge 13.

Inden du søger stillingen vil vi anbefale, at du læser mere om os på vores hjemmeside: www.landsforeningenspor.dk. Du kan også finde os på LinkedIn, Instagram og Facebook. 

Hvis du vil vide mere:

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte sekretariatsleder Mette Bang Larsen på tlf. 7196 5452 eller kommunikations- og fondsansvarlig Lærke Ruben på tlf. 7174 5452.

Om os:

Landsforeningen Spor er en bruger- og interesseorganisation for voksne med senfølger efter seksuelle overgreb i opvæksten, og har til formål:

– At synliggøre, indsamle og formidle viden om senfølger efter seksuelle overgreb i opvæksten, samt synliggøre, indsamle og formidle viden om pårørendeproblematikker.
– At skabe rammer for at medlemmerne kan danne netværk.
– At yde service på senfølgeområdet med særlig vægt på en erfaringsbaseret indsats.
– At arbejde for at forbedre forholdene for voksne med senfølger og fremme disses interesser samfundspolitisk.
 

Landsforeningen Spor er uafhængig af partipolitiske, økonomiske, behandlingsmæssige og religiøse interesser.

Vi værdsætter, at alle ansatte er medlem eller støttemedlem af foreningen.

Tagged as: Ledelse, Socialt arbejde

To apply for this job please visit landsforeningenspor.dk.